Vedtægter for privatinstitutionen Fussingø-Egnens Vuggestue i
Randers Kommune
§1 Institutionens navn
stk. 1: Privatinstitutionens navn er
Fussingø-Egnens Vuggestue. Institutionens hjemsted er
Randers kommune. Institutionen er oprettet april 2007.
§2 Institutionens formål
stk. 1: Institutionens formål er at drive
vuggestue efter de til enhver tid indgåede aftaler med Randers
kommune.
stk. 2: I Fussingø-Egnens vuggestue og
børnehave ønsker vi at skabe et miljø præget af fællesskab,
fortælling, fordybelse og fantasi, dette skal ske i rammer med
tryghed og i tæt samarbejde mellem institutionen, forældrene og
børnene. Vi har en fælles opgave i, at skabe de bedste rammer for
vores børn, der kan give dem trivsel og udvikling og masser af
plads til leg og læring.
Børnene skal mødes med omsorg fra de voksne der omgiver dem og
de skal af denne vej opbygge den grundlæggende ballast -
deres eget værd - som giver dem mod på videre udfoldelse.
Såvel Fussingø-Egnens Vuggestue som Børnehave skal tilbyde
aktiviteter der fordrer det hele menneske med alle dets
intelligenser.
Der skal være et samarbejde mellem vuggestue/børnehave og skole,
der sikrer og forbereder dem til den bedst mulige overgang til det
senere skoleliv.
§3 Medlemsgrundlag
stk. 1: Medlemmer af institutionen er
enhver, som har børn i vuggestuen eller børn på venteliste til
vuggestuen. Derudover kan optages personer, som føler sig knyttet
til vuggestuen, og som er villige til gennem betaling af et årligt
kontingent at deltage i dens økonomiske opretholdelse. Et sådant
støttemedlem kan nægtes optagelse såfremt et flertal af bestyrelsen
er imod dette.
§4 Optagelsesregler
stk. 1: Ved optagelse på venteliste indbetales
et gebyr på 500,- kr.
stk. 2: Børn til vuggestuen optages på
venteliste ud fra følgende prioritering:
1) Søskende til børn i vuggestuen eller til Fussingø-Egnens
Friskole og Børnehave har fortrinsret.
2) Børn indskrives efter fødselsdato. Dvs. at det ældste barn
kommer ind først. Hensynet til søskende opretholdes til enhver
tid 2 mdr. frem.
stk. 3: Der er madordning i Fussingø-Egnens
Vuggestue. Ved indmeldelse tilmeldes barnet automatisk
madordningen. Opkrævning til madordning sker sammen med
pasningsopkrævningen.
Madordningen er obligatorisk.
§5 Udmeldelsesregler
stk. 1: En udmeldelse til Fussingø-Egnens
Vuggestue skal ske med mindst 3 måneders varsel og til
den sidste i en måned. Dvs. der opkræves 3 måneders
vuggestue-betaling efter skriftlig udmeldelse.
Manglende forældrebetaling anses som udgangspunkt for opsigelse
af pasningstilbudet, som herefter giver bestyrelsen ret til at
udmelde barnet med umiddelbar virkning 30 dage efter
dateret skriftlig varsel til forældrene. Institutionen
inddriver eventuelle udestående hos forældre efter
de almindelige privatretlige regler jf. retsplejeloven §478,
stk. 1. nr. 4.
§6 Generalforsamling
stk. 1: Generalforsamlingen er
institutionens højeste myndighed.
stk. 2: Den ordinære generalforsamling
afholdes hvert år inden for perioden 15. marts - 15. april.
Den første ordinære generalforsamling afholdes i 2008. Indkaldelse
sker ved almindeligt brev til forældrekredsens medlemmer samt
annoncering i den lokale dagspresse, med mindst 14 dages varsel.
Indkaldelsen skal mindst indeholde følgende dagsorden:
- Valg af dirigent
- Valg af stemmetæller
- Bestyrelsen aflægger beretning
- Bestyrelsen fremlægger det reviderede regnskab til
orientering.
- Budgetforlægning samt medlemskontingent og forældrebetaling
fastsættes
- Valg til bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Valg af revisor
- Indkomne forslag
- Eventuelt
stk. 3: Forslag, som ønskes behandlet på
den ordinære generalforsamling, skal være skriftligt indgivet til
bestyrelsen senest den 1. februar, og de skal bekendtgøres for
forældrekredsens medlemmer ved indkaldelsen til
generalforsamlingen
stk. 4: Generalforsamlingen er
beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal,
dog med de undtagelser der er nævnt i § 11 og § 12.
stk. 5: Stemmeberettigede er alle
medlemmer af institutionen.
stk. 6: Beslutninger på en ordinær eller
ekstraordinær generalforsamling træffes ved almindelig
stemmeflerhed med undtagelse af vedtægtsændringer og beslutning om
opløsning af vuggestuen, jfr. § 11 og § 12.
stk. 7: Ved valg til bestyrelse samt når mindst
en af de fremmødte kræver det, anvendes skriftlig afstemning
stk. 8: Over det på generalforsamlingen
passerede og eventuelt vedtagne føres en protokol, der underskrives
af dirigenten.
stk. 9: Ekstraordinær generalforsamling
afholdes når bestyrelsen ønsker det. Ekstraordinær
generalforsamling skal i øvrigt indkaldes af bestyrelsen, når et
mindretal på 2 medlemmer af bestyrelsen eller mindst 2/5 af
forældrekredsen kræver det. Den indkaldes som en ordinær
generalforsamling. Dagsorden skal oplyses ved indkaldelsen.
§7 Sammensætning og valg til bestyrelsen
stk. 1: Valgbare til bestyrelsen er ethvert
medlem af institutionen.
stk. 2: Bestyrelsen består af 7
medlemmer. Derudover vælges 2 suppleanter.
stk. 3: Institutionens daglige leder
deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.
stk. 4: Bestyrelsesmedlemmerne vælges på
generalforsamlingen. Alle vælges for en 2-årig periode. Første år
vælges 2 bestyrelsesmedlemmer dog kun for en 1-årig periode for at
sikre løbende udskiftning af bestyrelsen. Herefter er der
henholdsvis 3 og 2 medlemmer på
valg.
stk. 5: Suppleanter til bestyrelsen
vælges på generalforsamlingen for 1 år af gangen.
stk. 6: 2 revisorer vælges på
generalforsamlingen for 1 år af gangen.
stk. 7: Bestyrelsens medlemmer er ansvarlig for
institutionens drift.
§8 Bestyrelsens opgaver
stk. 1: Det er bestyrelsens opgave at
varetage styrelsen af vuggestuen inden for de mål og rammer, som
fastsættes af generalforsamlingen.
stk. 2: Bestyrelsen udarbejder blandt andet
følgende:
- budget
- regnskab
- overordnede pædagogiske mål og principper for vuggestuen
- handlingsplan for udførelse af de pædagogiske principper
- mål og handleplan for forældresamarbejdet
stk. 3: Bestyrelsen ansætter og
afskediger personale i samråd med lederen.
stk. 4: Bestyrelsen konstituerer sig med
formand og næstformand.
stk. 5: Der føres en beslutningsprotokol
for bestyrelsesmøderne.
§9 Vuggestuens ledelse og daglige drift
stk. 1: Den daglige ledelse og drift varetages
af en af bestyrelsen godkendt leder.
stk. 2: Lederen forestår den pædagogiske
ledelse af vuggestuen med ansvar overfor bestyrelsen.
stk. 3: Regnskabsåret følger
kalenderåret.
stk. 4: Vuggestuen åbningstider: Mandag til
torsdag kl. 6.30 - 17.00, fredag kl. 6.30 - 16.00.
Ferie og lukkedage: Uge 29 og 30, i dagene mellem jul og
nytår samt fredag efter Kristi Himmelfartsdag og grundlovsdag og de
tre dage før påske.
stk. 5: Vuggestuen er normeret til 16 børn.
stk. 6: Overskud fra driften går til forbedring
af institutionen.
§10 Tegningsret
Til at forpligte institutionen retligt over for tredjemand
kræves underskrift af den samlede bestyrelse eller af
bestyrelsens formand sammen med et andet bestyrelsesmedlem eller
institutionens leder. I tilfælde af formandens forfald indtræder
næstformanden i dennes sted.
§11 Vedtægtsændringer
Ændringer i vedtægterne kan kun ske på en generalforsamling,
hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for ændringerne. Kan et
sådan flertal ikke opnås, kan forslaget forelægges på en
ekstraordinær generalforsamling.
§12 Opløsning af institutionen
Beslutning om opløsning af vuggestuen kan kun træffes på en
generalforsamling, hvor mindst 2/3 af samtlige medlemmer stemmer
for ophævelsen. Opnås et sådan flertal ikke, kan opløsningen mindst
30 dage efter forelægges på en ny generalforsamling, hvor den kan
vedtages med et sædvanligt flertal af de fremmødte medlemmer. Ved
institutionens ophør tilfalder evt. overskydende midler
Fussingø-Egnens Friskole.
Sønderbæk den 29. feb 2008